Gribskov Kommune inviterer til Sundhedsidræt for seniorer.

Fysisk aktivitet kan ikke blot holde kroniske lidelser og livstilssygdomme på afstand, et aktivt liv kan også bidrage direkte til at skabe større livskvalitet. Det er baggrunden for, at DGI, Gribskov  Kommune og lokale foreninger nu inviterer kommunens seniorer til Sundhedsidræt i Blistrup Gymnastikforening. Træningen er tilrettelagt med særlig henblik på ældre og vil især fokusere på at styrke muskler og balance.

Gribskov Kommune har indgået samarbejde med DGI om Sundhedsidræt i erkendelse af, at alt for mange borgere dropper træningen, efter de har været igennem et rehabiliteringsforløb. Gennem DGI’s træningskoncept, Sundhedsidræt, ønsker Gribskov Kommune, at fastholde borgerne i den livsstilsændring, de har opnået gennem deltagelse i fx forløbsprogram, og dermed også den forbedrede sundhedstilstand, de har opnået. Det er ligeledes et mål, at få så mange borgere som muligt ud i foreningsidrætten, idet alle undersøgelser viser, at det både styrker den fysiske og den mentale sundhed.

Første Sundhedsidræt-hold starter onsdag d. 13. september kl. 11 i Blistrup Gymnastikforening, Helsingevej 64 i Blistrup. Alle er velkomne, og prisen for en sæson er 635 kr. for deltagere under 65 år, og 435 kr. for deltagere over 65 år. For tilmelding til hold kontakt Karin Andersen på tlf. 2685 6033 eller ka.ba@mail.tele.dk

I efteråret 2017 uddanner DGI og Gribskov Kommune flere Sundhedsidræt-instruktører, så lokale foreninger i bl.a. Gilleleje, Esrum og Søborg snart kan tilbyde hold med fokus på ryg-lidelser.

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.