Julekort til radioen fra Gribskov kommune.

Julekort til radioen fra Gribskov kommune.

Endnu et år rinder ud, og julen nærmer sig.

2017 har været et helt særligt begivenhedsrigt år. Vi har både haft kommunalvalget, og ved årets begyndelse fejrede vi Gribskov Kommunes 10-års jubilæum. Jubilæet kunne vi holde med en vis stolthed. Vi har samlet to stolte, selvstændige kommuner – Græsted-Gilleleje og Helsinge – til én fælles enhed med én fælles identitet. Nu taler vi om ’Gribskov – et lidt bedre liv’  (se www.etlidtbedreliv.dk)

Jubilæet holdt vi, symbolsk for Gribskovs udvikling, i Kulturhavnen, som netop stod færdig ved årets start. Kulturhavnen har samlet et overvældende stort antal frivillige kræfter, der løfter udstillinger, musik, film og meget andet godt. Vi har rykket biblioteket ind i de nye rammer, vores erhvervsliv er flyttet ind, og i Snedkeriet lige over for Kulturhavnen er små kunstværksteder med til at give Gilleleje kreativ kulør.  Som prikken over i’et har Kulturhavnen netop fejret sin besøgende nr. 500.000 – flot!

Året har budt på andre store projekter til gavn for både borgere og erhvervsliv – unge og ældre. Vi har med ’Troldebakkerne’ – ét af Nordsjællands største boligudviklingsprojekter – gang i en massiv udvikling af Helsinge, hvor også byens centrale område, Møllebakken, står over for bl.a. almene boliger og en nytækning af hele området fra vores gågade og ned mod rådhuset.

Fra erhvervslivet fik vi i år et stort skulderklap. Vi er 3. bedste kommune i Nordsjælland i Dansk Byggeris undersøgelse og får en fremgang på 10 pladser i Dansk Industris ditto. Men vi skal være endnu bedre, så derfor arbejder vi stenhårdt på endnu hurtigere ekspedition af byggesager og bedre generel service over for Gribskovs virksomheder.

For børnene, de unge og deres forældre glæder vi os over fremgang i skolernes resultater og startskuddet til ud- og ombygningen af Gilbjergskolen i Gilleleje.

Tak for et godt samarbejde i 2017 – Glædelig jul & godt nytår fra Gribskov Kommune!

Kim Valentin                     Holger Spangsberg Kristiansen           

Borgmester                             Kommunaldirektør

2

Skriv kommentar

Din email-adresse offentliggøres IKKE.